Artikler på Nørre Djurs Web
Bøvl-værkstedet danner skole

5 unge fra Bøvl-miljøet har ved deres hjælpsomhed i den daglige drift af Bøvl-værkstedet i Nørre Djurs Hallen kvalificeret sig til en ugetur til Litauen med alt betalt. Der bliver nu ikke tale om at hvile på laurbærne, for turen drejer sig om at aflevere og igangsætte en kopi af Bøvl-værkstedet i fem forskellige områder af Litauen.
Læs den uddybende artikel:

I starten af 1998 blev Nørre Djurs godkendt som Ungdomskommune. Baggrunden for dette var at regeringen i 1997 opstillede ti idéelle mål for ungdomspolitikken i Danmark. For at sætte skub i at virkeliggøre disse mål blev et tværministerielt råd ledet af Undervisningsministeriet nedsat til at støtte og igangsætte perspektivrige projekter og eksperimenter landet over. Det hele blev udmøntet i en konkurrence om at opnå status – og dermed økonomisk støtte i 3 år - som én af 16 ungdomskommuner. For at komme i betragtning som støtteværdig skulle en kommune præstere lovende projekter indenfor mindst fire af de ti delmål. Nørre Djurs vandt en hæderværdig plads blandt de 16 vindere i kraft af følgende fire projekter: 1) Bøvl-miljøets "Projekt Ung adgang til IT i Nørre Djurs" og 2) et ungdomsrådgivnings-projekt samt to sammenkædede projekter fra Ungdomskole og –klub 3) om demokrati og 4) om international kontakt.
På to lokale ungdomskonferencer i løbet af 1998 fastlagde man en fælles kurs, og det har hele tiden været meningen at de fire projekter, såvel som andre initiativer for egnens unge, skulle udvikles i et nært samarbejde. Det er det der nu begynder at tage form ved at projektet om international kontakt mellem unge, inviterer de 5 mest aktive unge i IT-projektet til at skabe Computer-Bøvl-værksteder 5 forskellige steder i Litauen. I Litauen har man ikke selv midler til at anskaffe det grej der skal til for at de unge kan blive fortrolige med IT, så idéen er at indsamle og nyttiggøre vores brugte grej, i stedet for at det stilles på depot eller smides på lossepladsen. En delegation fra de fem forskellige steder i Litauen har allered besøgt Nørre Djurs, og ved et besøg i Bøvl-værkstedet, hvor de fik Bøvl-miljøets historie fortalt, og hvor de hørte om at Bøvl-miljøet allerede har hjulpet med at sende 50 brugte computere med tilbehør til Kazakstan, opstod idéen om at udvikle et Bøvl-miljø omkring et IT-værksted i hver af de fem egne af Litauen, baseret på brugt grej fra Danmark.
Når eksamenstiden er overstået drager en delegation således fra Nørre Djurs til Litauen. På holdet vil være de unge IT-entusiaster Jens Holm, Martin Petersen, Michael Jensen, Mikkel Madsen og Rasmus Skovsen samt Bjarke Nielsen fra Bøvl-miljøet og Ejgil Kjærgaard og evt. flere andre fra Ungdomskole og –klub. I løbet af en uge vil truppen drage rundt til de fem steder i Litauen for at opstille 10 computere hvert sted og formidle til de lokale på hvert sted hvordan de kan skabe et udviklende miljø omkring deres Bøvl-værksted, i lighed med det vi har her i Nørre Djurs.
Men det hele starter længe inden turen. Forarbejdet skal gøres. De fem IT-kyndige unge har påtaget sig at være kontaktperson og IT-rådgiver for hver sit Bøvl-værksted og miljø i Litauen, efter turen. Hver af dem har derfor også påtaget sig at forestå indsamling og klargørelse af de 10 brugte computere med tilbehør der skal til deres "eget" af de fem områder.
Den 4. mandag i hver måned fra kl. 19.00 afholder Nørre Djurs Web- & Computer-Bøvl-miljø en arbejdsaften omkring nyttiggørelse af brugt IT-grej. Alle er velkommen til at aflevere deres brugte grej til Litauen-projektet eller til at give de unge en hånd med klargørelsen. Der er allerede indsamlet en del grej og givet lovning om mere, men skulle der komme mere end der er brug for venter et universitet på Guldkysten i Afrika allerede i kulissen på den næste bølge af brugt IT-kram fra Djurslands rige depoter.
For at sætte skub i indsamling og klargøring har de 5 unge Bøvl-aktive besluttet at holde åbent hus i Nørre Djurs Hallens kælder i den kommende week-end (d. 14-16/4) for alle der på den ene eller anden måde vil hjælpe med til at give de unge i Litauen en håndsrækning. Man kan komme fra kl. 17 om fredagen og indtil søndag aften. Se nærmere herom i Aktivitetskalenderen.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Bjarke, redaktion 11, den 07-04-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000