Artikler på Nørre Djurs Web
Ros til hjemmehjælpen

Forleden kunne vi berette om, hvordan Nørre Djurs Kommune blev fremhævet i forhold til andre af landets kommuner, når det drejer sig om integration af flygtninge. Nu er der igen roser at hente på et af de meget følsomme områder, nemlig ældreplejen.
Læs uddybende artikel:

Det må være et stolt socialudvalg, der i næste uge på kommunalbestyrelsesmødet kan præsentere resultaterne af en undersøgelse, som lige er afsluttet blandt områdets brugere af både hjemmehjælp og plejehjem. Det er jo ellers ikke just glade toner, man er vant til at høre, når der snakkes ældrepleje i det øvrige samfund. Men i Nørre Djurs har man haft sendt spørgeskemaer ud til de ældre, og besvarelserne viser, at en overvældende del af brugerne er fuldt tilfreds med kvaliteten, både når det gælder hjemmehjælp, plejepersonalet på plejehjemmene og forvaltningens styring af det hele. Det er der selvfølgelig stor glæde over i socialudvalget, men man er også godt klar over, at grunden til det velfungerende ældreområde er lagt af den forrige kommunalbestyrelse. Der blev stilen lagt for det brede politiske samarbejde og den borgfred i byrådssalen på tværs af partierne, som ligger til grund for de positive resultater. De ældre behøver ikke at frygte, at der pludselig bliver skåret i ældreplejen ved en budgetforhandling.
Men det er selvfølgelig ikke kun politikere og embedsmænd, der har lov til at sole sig i undersøgelsens resultater. Det hele afhænger jo i sidste instans af det personale, der omgås de ældre i dagligdagen. Her betyder det meget, at både hjemmehjælpere og plejepersonale i langt de fleste tilfælde har arbejdet i mere end 4 år inden for området. Det vil sige, at de er dygtige til både at få gjort deres arbejde, samtidig med at de har tid til at snakke med folk.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 31-03-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000