Ny sejr til GBK’s 1. hold
Grenaa Badminton Klubs førstehold i kvalifikationsrækken mødte lørdag den 12. november Skødstrup 2 på udebane.
Det var en vigtig kamp, idet GBK med en sejr kunne lægge afgørende afstand til holdene i bunden. Kampen skulle hurtigt vise sig at blive en tæt affære.
GBK kom ikke godt fra start. Holdet var efter de 4 første kampe bagud 0-4. Det blev kun til, at 1. mixen med Henriette Grandjean og Kaj Brøgger hev et enkelt sæt hjem.
Herefter gik det fremad med 4 gevinster i herresinglerne, hvor Lars Riis dog måtte ud i 3 sæt. I de to damedoubler blev det til et enkelt sæt i 2. DD med Helene Gråbæk Jensen og Henriette Grandjean, men ingen sejre. Anderledes gik det i de 3 herredoubler, hvor GBK vandt dem alle i hver to sæt. Holdet kunne herefter rejse hjem med en sejr på 7-6, som giver 2 vigtige point i retning mod en midterplacering i rækken.
Træner Sune Gavnholt erklærede sig tilfreds med fighterindsatsen og med, at den intensive træning i doublespillet nu bærer frugt.
Fidustrolden gik til Henriette Grandjean for en god indsats i de to tætte 3-sættere.
Holdet bestod udover de førnævnte af Tina Winther, Charlotte Markussen, Ole K. Andersen, Klaus Nybo, Tonni Jørgensen og Søren Worm.
Næste kamp i rækken bliver på hjemmebane lørdag den 3. december kl. 15.00, hvor holdet skal møde Randers 3.
Kilde: grenå bladet
charlotte