Soenderhaldportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Håndbold-damer må blive i Jyllandsserien et år mere

grenaa bladet: GIF Håndbolds bedste damehold i Jyllandsserien har været ude i otte kvalifikations-kampe i bestræbelserne på at opnå oprykning til 3. division, men i den sidste og altafgørende kamp på hjemmebane i Grenaa Idrætscenter mod Brabrand, glippede det for GIF-damerne, selvom de vandt kampen med 24-22.

Brabrand havde nemlig vundet den første kamp på hjemmebane med 3 mål (22-19), og derfor rakte Grenaa-sejren ikke helt.

GIF-damerne havde ellers Brabrand-holdet i knæ i store dele af 2. halvleg, og på et tidspunkt meget sent i kampen kunne GIF’s helt store profil, stregspilleren Sabine Knold, på et straffekast have øget afstanden mellem de to hold til fire mål, hvilket givet ville have været nok. I stedet brændte hun, selv om hun forinden havde scoret sikkert på en 5-6 andre straffekast. For at føje spot til skade, så var Brabrand-keeperen vist ud på daværende tidspunkt, og da Århus-holdet ikke havde nogen reserve-keeper på bænken, så var det en markspiller fra bænken, der hoppede i målmandstrøjen.
Og hun reddede helt fænomenalt og afgørende for kampen Sabine Knolds forsøg. Ikke desto mindre spillede Sabine Knold en fantastisk kamp i både forsvar og angreb, og nåede at score hele 14 mål! Også GIF’s anden-keeper, Mette Holdgaard, skal fremhæves for en stærk præstation, da hun kom »på kassen« sidst i 1. halvleg og resten af kampen ud. Men det rakte altså ikke til samlet sejr over Brabrand, og GIF-damerne må således tage en ny tørn i Jyllandsserien. Holdets træner hedder Erik Jørgensen.

GIF-holdets helt store problem kampen igennem var, at man stort set ikke var i stand til at skyde hen over de velvoksne Brabrand-damers parader. Og når det en sjælden gang lykkedes, så var Brabrand-keeperen som regel i stand til at parere skuddet. Karina Skårup lagde flot ud, men blev siden hen fanget i paraderne adskillige gange.

Træningen til den nye sæson har man i øvrigt taget fat på i GIF’s håndboldafdeling. Man er således allerede på nuværende tidspunkt i gang med at bygge videre på de flotte resultater, der er blevet leveret i såvel ungdoms- som seniorafdelingen den forgangne vinter.

Træningstiderne og trænerlisten kan ses på klubbens hjemmeside www.gif-haandbold.dk, og på opslagstavlen i Grenaa Idrætscenter. Nye spillere er velkomne til prøvetræning, og har i den forbindelse gratis prøvetid frem til september. Yderligere oplysninger kan fås hos Gerda Madsen på tlf. 86 30 90 44.

Kilde: //

grenaa bladet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam