Vejrudsigten meldte regn, men solen skinnede, og vinden havde efter dages blæsen lagt sig. Denne torsdag aften var vejret perfekt. Der var dækket op i klubhuset. Der var aktivitet på alle banerne og de mange fremmødte var med til at gøre aftenen festlig.
Det var den årlige begivenhed i tennisklubben i Grenaa, hvor årets klubmestre skulle findes.
Aftenens mest underholdende kamp blev opgøret i herredouble. Det blev en marathondyst. Der skulle gå næsten tre timer, før Allan Andersen og Jan Jürgensen - der de sidste partier humpede slemt rundt med en skade i låret - havde vundet 7-6, 1-6, 7-5 over Erik Svendsen og Henning Bagger.
Jan Jürgensen måtte på grund af sin skade trække sig fra veteranfinalen, hvor Hans Thorup blev vinder uden kamp. Hans Thorup havde tidligere i turneringen slået Allan Andersen.
Herreseniorfinalen blev en gentagelse af sidste års finale. Formanden Claus Thyrre mødte Sune Kurdahl, og igen i år vandt Claus Thyrre. ( 6-2, 6-0). I damernes double vandt Birgitte Nørsten og Aase Hansen med 6-0; 6-3 over Annemette Andersen og Grete Bagger.
Mixdoublen blev en underholdende affære. Lene Kjerri og Torben Bach Sørensen udfordrede sidste års mestre, Aase Hansen og Preben Jørgensen. Der var blevet vist gode detaljer, før Aase og Preben hev sejren hjem med 6-3; 6-3.
På billedet ses vinderne af herredoublen, Allan Andersen og Jan Jürgensen, på Grenaa Tennisklubs baner.
Kilde: Grenaa Bladet
sof