Deltagerne på årets taekwondo sommerlejr i Midtdjurs Taekwondoklub var i sikre hænder med ikke færre end otte stormestre som trænere. Blandt trænerne sås blandt andre Peter Kristensen og Randi West Hansen, som begge har adskillige Europamesterskaber bag sig i taekwondo-teknik. Peter Kristensen og Randi West Hansen er til daglig tilknyttet Herfølge Taekwondoklub.
Deltagerne på årets taekwondo sommerlejr i Midtdjurs Taekwondoklub var i sikre hænder med
ikke færre end otte stormestre som trænere
|
Sommerlejren blev afholdt på Restaurant Holmegård i Agri med over 150 deltagere, og selve træningen foregik i Molshallen i Knebel. Lejren var som allerede nævnt arrangeret af Midtdjurs Taekwondoklub, og klubbens cheftræner og formand, Wandy Nielsen, var ansvarlig for træningen af de mange deltagere. Wandy Nielsen blev i maj 2004 den første dansker, der fik 7. dan grad i taekwondo, og han er således blandt de tre højst graduerede danskere.
De mange deltagere blev fordelt i grupper, der var på samme niveau, og stormestrene skiftedes i løbet af de tre dage til at træne de forskellige grupper. Det gav en meget varieret og inspirerende træning for alle.
Ud over selve træningen sørgede klubberne for underholdning som bueskydning, musikalske indslag og karaoke, og der blev vist mange talenter udover selve kampsportstalenterne. I lejren deltog taekwondofolk fra klubber i Herfølge, Ballerup, Ølstykke, Glostrup, Hamburg, Randers og Midtdjurs. Lejren blev afsluttet med graduering (prøve) af en række elever, der heldigvis alle bestod. Det er femte gang, Midtdjurs Taekwondoklub har afholdt sommerlejr på Mols, og klubben har allerede bestilt plads til næste års sommerlejr.
Midtdjurs Taekwondoklub holder i øvrigt ikke sommerferie. Klubben træner på Kolind Skole hele sommeren - hver torsdag aften fra 19-20.30. Til august startes igen op med træning både mandag og torsdag.
Kilde: Grenaa Bladet
sof