I forbindelse med denne uges store byfest i Kolind, er der arrangeret et spændende cykelløb i byens gader. Det sker torsdag, den 14. juni mellem kl. 19.00 og 20.00, hvor gadebilledet vil være præget af et farverigt cykelløb.
Det er Lions Club Midtdjurs, der står for arrangementet, og formålet er at indsamle penge til velgørende og humanitære formål. I år vil hovedformålet være at indsamle penge til kampen mod blindhed i verdens mest fattige lande.
I løbet deltager en række kendte mennesker - både fra Midtdjurs og resten af kommunen med Syddjurs Kommunes borgmester Vilfred Friborg Hansen i spidsen. Hver cykelrytter bliver sponsoreret af en eller flere sponsorer med et fast beløb for hvert kørt km. Jo flere kilometer, man når at cykle indenfor den time, der er afsat, jo flere penge kommer der ind til velgørende og humanitære formål. En rutineret speaker vil over højtalere løbende kommentere løbet, og går det som det plejer, vil rytterne være dekoreret med iøjnefaldende reklamer fra de sponsorerende virksomheder.
Løbet starter ved SuperBrugsen og ruten går gennem den centrale den af Kolind by, hvor en del af gaderne vil være afspærret i anledning af løbet.
Der vil som sædvanlig være tale om et festligt cykelløb. Der vil være præmier til den bedst udklædte eller mest fantasifulde rytter.
Der bliver således sat alle sejl ind for at cykelløbet bliver et festligt indslag under byfesten. Der vil i gaderne samtidig kunne opleves indslag med både musik og servering. Butikkerne i Kolind holder denne aften åbent til kl. 21.00 og har lovet at ville stille med mange gode tilbud.
Lions Club har i en årrække arrangeret cykelløb og arrangementet holdes skiftevis i Ryomgård og Kolind.
Kilde: Grenaa Bladet
sof