Volleydrengene fra Fjellerup blandede sig overraskende i medaljekampen, da de leverede en fantastisk indsats ved de officielle danmarksmesterskaber for juniorhold i Ikast. Holdet fra Norddjurs havde kvalificeret sig til at deltage i DM og var således mellem de bedste 8 hold.
Stolte spillere fra Fjellerup: Simon Nielsen, Jakob Muff, Bjarke Back-Pedersen, Stephan Skjøtt, Nikolaj Grinderslev, Nikolaj Grove, Daniel Johannesen, Peter N. Pedersen.
|
Fjellerupdrengene fandt på trods af skader og afbud storspillet frem og sendte flere store klubber hjem med sekundære placeringer.
Første kamp i puljespillet blev en tæt kamp mod Fortuna Odense, der havde flere landsholds- boblere med. Efter at første sæt gik til Fortuna vendte Fjellerup stærkt tilbage og vandt klart de to næste sæt. Holdets anfører, Simon Nielsen, vred desværre rundt på foden og måtte udgå i 3. sæt. Han vendte dog tilbage med indbundet fod i 4. sæt, hvor han var med til at vende et truende nederlag til sejr. Næste kamp var mod det topseedede hold fra Gentofte. Djursland-drengene vandt uimponeret første sæt med 25-23, men fik smæk i de to næste. I 4. sæt var det igen tæt og ved stillingen 20-19 til Fjellerup lugtede det af et afgørende 5. sæt. Men overmagten blev for stor og Gentofte vandt kampen 3-1.
Sidste puljekamp mod Amager blev vundet forholdsvis sikkert med 3-0, og en overraskende semifinale var en realitet. I semifinalen ventede Ikast KFUM, som undervejs havde tromlet alle hold med overlegne 3-0 sejre. Kampen blev lige i begyndelsen af 1.sæt og Fjellerupholdet ydede en formidabel indsats. Ikast trak dog fra og jo længere kampen skred frem jo større blev klasseforskellen på de to hold. 3-0 til Ikast. Ikast vandt senere danmarksmesterskabet med 3-1 i finalen over Grøndal.
I bronzekampen skulle Fjellerup igen møde Gentofte, men her var forskellen tydligere end i første kamp og Gentofte vandt klart 3-0, selv Fjellerup igen havde gode perioder i kampen. Drengene, der alle er elever på Djurslands Efterskole stiller i klubregi op som Fjellerup Volley og har kun spillet volleyball et til to år.
Slutresultatet blev en 4. plads blandt de bedste juniorhold i Danmark - en fin opfølgning af sidste års bronzemedaljer til pigeholdet.
Kilde: Grenaa Bladet
sof