Det er nu 3. gang, rideklubben afholder et såkaldte »ring og rid«-stævne, hvor rytterne ringer ind og melder til stævnet blot 4 dage inden stævnet. Der har tidligere været stor opbakning fra mange ryttere - bl.a. en del beridere fra flere distrikter.
Det store trækplaster i 2006 er »Jyske Bank Spring Cup«, hvor der rides om i alt kr. 5000 i præmiepenge, som er venligst sponsoreret af Jyske Bank. Der er allerede begyndt at komme en del anmeldelser - bl.a. fra ryttere så langt væk som fra Skagen.
Der er store forventninger til nogle af klubbens egne medlemmer i Cup-klassen.
En del af dem har i den foregående weekend deltaget i et stort landstævne på Vilhelmsborg, hvor bl.a. Morten Bennetsen, Erik Fogh Mortensen og Mettine Blach alle fik placeringer.
Stævnet vil foregå i den flot pyntede ridehal hos Djurslands Rideklub på Fuglsangvej i Grenaa, og den erfarne banebygger Jørgen Dreier fra Silkeborg vil garantere, at der vil blive gode og fair udfordringer til alle. Der er fri entré og der tilbydes mad og drikkevarer til fornuftige priser.
Alle er velkommen til at kigge forbi og se spændende springklasser fra LC til MB niveau. Jyske Bank Spring Cup vil foregå om eftermiddagen. |