Puljen er på cirka 5.000 kroner og blev introduceret i forbindelse med sidste års relancering af indefodbold-stævnet, der har ry for at trække dygtige fodboldspillere fra både nær og fjern til Grenaa en enkelt dag om året på grund af de pengepræmier, der spilles om. Stævnet skiftede sidste år hovedsponsor til Bygma Steen Præst Trælast i Grenaa, og rykkede desuden fra Åstrup Hallen til Grenaa Idrætscenter, hvor man indgik partnerskab med Grenaa F. C. Samtidig med det meldte man ud, at der ville blive oprettet et legat, som unge idrætsudøvere på Djursland kunne søge. Det er fuldstændig ligemeget om man fodboldspiller, skak-spiller eller vandpolo-spiller - alle kan søge. Og det skal ske senest i uge 47. Man kan sende en ansøgning elektronisk ved at klikke sig ind på hjemmesiden www.bygma-cup.dk - så vil der dukke relevant information op under rubrikken »Legat«.
Et legat-udvalg sætter sig efterfølgende ned og bedømmer de indsendte ansøgninger, hvorefter man beslutter hvordan pengene skal fordeles. Det hele kan ryge afsted til en enkelt kandidat, men man kan også beslutte at uddele penge til fem kandidater - eller flere. Det afhænger helt og holdent af, hvad der kommer ind af ansøgninger, siger Peter Pedersen.
Dem, man beslutter sig for at betænke, får deres legat overrakt i forbindelse med Bygma Cup 2006 den 2. december i Grenaa Idrætscenter. Indbydelserne til dette stævne er så småt på vej ud, og på nyhedssiden er der det at fortælle, at man øger det maksimale deltagerantal fra 48 til 64 hold. Der er tale om en åben turnering med en samlet præmiesum på 22.000 kroner. Heraf ryger de 12.000 kroner direkte ned i foret på vinderholdet.
Som noget nyt forsøger man sig i år også med en firmaturnering for virksomhederne på Djursland. Her kan der maksimalt deltage 12 hold. I den række er præmierne pokaler og sponsorgaver. Sidste frist for tilmelding til begge turneringer er den 12. november. Man kan også tilmelde sig Bygma Cup 2006 via hjemmesiden.
Unge idrætsudøvere på Djursland under 18 år opfordres i disse dage til at søge Bygma Cup-legatet. |