Søndag den 19. marts vandt Åstrup/Hammelevs Drenge årgang 1999 guld ved JBU’s A-niveaufinaler i indendørsfodbold. Finalerne blev afholdt i Auning-hallerne, hvor Auning IF, Grenaa IF, Midtdjurs IF, Kolind/Perstrup IF og Åstrup/Hammelev Fodbold skulle dyste om medaljerne. Det blev der en række meget jævnbyrdige og intense kampe ud af.
Intet var afgjort før det allersidste dommerfløjt. Således var det en sejr til ÅHF i den allersidste kamp, der afgjorde medaljefordelingen. Vejen til guldet blev banet med uafgjort 1-1 mod GIF, uafgjort 0-0 mod KPI, sejr på 2-0 over Midtdjurs og den afgørende 1-0 sejr over Auning i den sidste kamp. Sølvet gik til GIF, mens KPI-spillerne sikrede sig bronze. Men det var en hårfin afgørelse. En sejr til Auning havde betydet, at de var løbet med guldet i stedet for ÅHF. Nu endte hjemmeholdet med nederlaget helt udenfor medaljerækken.
Jakob Munk Christensen kunne desværre ikke deltage i finalekampene, da han lige havde fået fjernet sin blindtarm. Derfor overtog Frederik Stoffer hans plads under finalerne, hvilket han gjorde med bravour.
Udover deltagelse i JBU-turneringen har ÅHF’s årg. ‘99 to andre hold, der har spillet i RGI-turneringen. Her var modstanden dog for stor en mundfuld, så ingen af disse to hold gik videre. Endvidere har holdene deltaget i flere stævner vinteren over, hvilket har kastet flere stævnesejre af sig.
Efter en lang vinter har årgangens spillere og trænere netop taget hul på en ny udendørssæson. Første udendørs træning på Åstrup Stadion var lørdag den 1. april. Der er i øjeblikket 20 spillere tilknyttet ‘99-årgangen, og der er plads til flere. Skulle man som årg. 99’er have lyst til at prøve fodboldspillet uden åben himmel i Åstrup, så trænes der hver lørdag mellem kl. 9.30 og 11.00.
På billedet ses guldvinderne fra Auning-stævnet. Stående fra venstre: Christian Bech, Mads Dalgaard Nielsen, Gustav Thomsen, Rasmus Winther og Lauritz Meldgaard Rasmussen.
Knælende fra venstre: Jakob Munk Christensen, Johannes Bager Jensen og Frederik Stoffer.
Bagved spillerne ses trænerne Jens Chr. Rasmussen og Søren Bech.
Kilde: grenå bladet
jimmi