Åstrup/Hammelev Fodbold er i den 3. JM-finale på 12 måneder
I 2005 blev Åstrup/Hammelev Fodbolds Drenge årgang 1991 Jysk Mester i indendørs fodbold og Lilleput Mesterrække vandt det Jyske Mesterskab i udendørssæsonen.
Den 21. januar deltog klubbens Lilleput A-hold i regionsfinalen i Østjysk Idrætscenter i Hedensted.
Kvalifikationen til regionsfinalen var kommet i hus efter en række gode kampe, og en placering som nr. 2 i pulje 140 under JBU region 3.
I regionsfinalen deltog Hatting/Torsted IF, Silkeborg IF, VRI, Kolding IF, Randers Freja og Åstrup/Hammelev Fodbold. Lilleputterne startede meget nervøst og tabte den 1. kamp til Hatting/Torsted IF med 3-1. Næste kamp var mod Randers Freja, som holdet havde mødt flere gange tidligere i sæsonen, uden at kunne besejre kronjyderne. Kampen blev en rigtig gyser, spillet i et meget højt tempo, og sluttede 4-4.
Herefter var der 3 kampe tilbage, som alle skulle vindes, hvis holdet skulle kvalificere sig til kampene om det Jyske Mesterskab.
VRI, som havde vundet Århus-kredsen, blev slået 2-1, Kolding IF måtte se sig besejret med 6-3 og endelig blev Silkeborg IF i stævnets sidste kamp slået med 3-1.
Lilleputterne fik overrakt statuetter af JBU’s repræsentant på stedet, og ser nu frem til at skulle deltage i kampene om Jysk Mesterskab i Haderslev Idrætscenter den 4.-5. februar.
Følgende spillere har andel i de flotte resultater: Mathias Busse, Jonathan Henig, Andreas Bang, Jesper Sørensen og Nicklas Eriksen. Holdet trænes af Mogens Christensen og Søren Nielsen.
Lilleput-afdelingen havde 2 andre hold med i turneringen under JBU, og begge disse hold kæmpede sig, ganske imponerende, frem til regionssemifinalen, som blev afslutningen på en sæson med mange flotte resultater.
På billedet ses Åstrup/Hammelev Fodbolds Lilleput A-hold efter præmieoverrækkelsen ved regionsfinalen i Østjysk Idrætscenter i Hedensted. Jonathan Henig mangler.
Kilde: grenå bladet
charlotte