Pigefodbold-stævne i Grenaa for 7. gang
»Skoleturneringen for piger« gennemføres i år for 7. gang i Grenaa Kommune. Stævnet afvikles således næste gang lørdag den 11. marts 2006 i Grenaa Idrætscenter, hvor arrangørerne forventer, at der vil blive spillet pigefodbold i begge haller fra morgen til aften.
Stævnet arrangeres via et formaliseret samarbejde i »De Samarbejdende Pigefodboldklubber i Grenaa Kommune«, som består af Østdjurs 91 og GIF Fodbold. Stævnet har igennem de 6 år oplevet et stigende antal klasser/hold, der gerne vil prøve at spille fodbold. Ved det første stævne i år 2000 stillede der 23 hold op. Siden er antallet steget år for år, og sidste år stillede hele 63 pigefodbold-hold op til stævnet.
Tilskuerinteressen har også været støt stigende. Mange klassekammerater, forældre og bedsteforældre har således besøgt stævnet, hvilket har givet en fortættet og begejstret stemning omkring kampene. Dette har så også smittet af på antallet af pigehold ude i klubberne, hvor væksten primært er sket på netop pigesiden, så alt i alt må arrangementet kaldes for en stor succes. Økonomien bag stævnet er i stor stil sponsoreret af lokale firmaer, hvilket koordinator for stævnet, Henrik Grøn, ser som noget meget positivt for pigefodbolden her i Grenaa Kommune.
– Som et nyt tiltag i år vil vi kåre årgangens bedste heppekor. Vi håber dette kan trække endnu flere klassekammerater - især drengene fra klassen - til stævnet, hvor de kan være med til at give pigerne en god oplevelse.
Der blev i sidste uge sendt invitationer ud til alle skolepiger i Grenaa Kommune, og selve stævneprogrammet forventes udsendt i uge 9.
Kilde: grenå bladet
charlotte