Grenå Bladet:
Når betænkningen om amters og kommuners fremtid inden længe er offentliggjort, skal Folketinget bl.a. tage stilling til følgende vigtige spørgsmål :
1. Skal amterne nedlægges, så vi fremover kun har 2 niveauer i den offentlige sektor?
2. Skal der ske kommunesammenlægninger?
Selv om vi endnu ikke kender den nævnte betænkning, tør jeg godt give mine svar på spørgsmålene, nemlig »ja« og »ja - navnlig hvis kommunerne fortsat får flere opgaver«.
Jeg mener, at mest taler for at nedlægge amterne uden at erstatte dem med regioner. Vort lands størrelse gør, at 2 led i den offentlige sektor er nok, så vi bør fjerne det »mellemste«. Derved undgår vi, at flere offentlige instanser beskæftiger sig med samme opgave. Offentlige instanser fører endog sager mod hinanden, hvilket vel overordnet set er det værste eksempel på spild. Mit synspunkt understøttes af, at vælgernes interesse for folketings- og kommunalvalg er langt større end for amtsrådsvalg, så amternes nedlæggelse er ikke en trussel mod demokratiet. Jeg har også tillid til, at Folketinget kan træffe mere rationelle og konsekvente beslutninger end amtsråd. Og for øvrigt har vi længe levet med, at staten bestemmer på områder, der er meget væsentlige for et lokalsamfund, f.eks. vedr. politi og retsvæsen - derfor kan vi også sagtens overlade andre opgaver, som ikke kan løses af kommunerne, til staten, som naturligvis bør sørge for geografisk spredning af service og aktiviteter.
En eventuel tvivl om, hvorvidt vi kan undvære amterne og andre regionale led, forsvinder efter min mening, når man hører de »tynde« argumenter for bevarelsen. Det oftest hørte argument for dette er, at man ikke vil have personer, som er valgt i andre landsdele, til at bestemme, men mon ikke det er ligegyldigt, om beslutningerne træffes af personer, der bor 100 eller 200 km borte?
Kommunernes størrelse bør afhænge af, hvilke opgaver man placerer i kommunalt regi. Der er imidlertid allerede pålagt kommunerne så mange specifikke opgaver, at mindre kommuner ikke rationelt og uden sårbarhed kan klare opgaverne alene. Derfor etableres stadig flere tværkommunale samarbejder, og det er ikke godt for nærdemokratiet, for heri træffes beslutninger ikke af kommunalbestyrelser, men af enkelte repræsentanter for kommunalbestyrelserne. Det bør ikke blive reglen, men forblive undtagelsen. Jeg foretrækker således større kommuner, hvori kommunal- bestyrelsen har store beføjelser, frem for små kommuner, hvis kommunalbestyrelser må koncentrere sig om at vælge repræsentanter til fælles-kommunale foretagender.
Skulle dette synspunkt medføre større kommuner og dermed tilsyneladende mindre nærdemokrati, bør det udlignes af større interesse for at deltage i det helt lokale som f.eks. skole- og institutionsbestyrelser. Mange mennesker interesserer sig kun for en bestemt aldersgruppe eller opgave, men interessen for at blive valgt til disse bestyrelser har alligevel været beskeden. Ved at give bestyrelserne større kompetence kan interessen forhåbentlig øges, så det nære demokrati kan trives.
Til sidst vil jeg opfordre beslutningstagerne i denne sag - Folketinget - til at vise mod og rimeligt hurtigt tage fremadrettede beslutninger. De må ikke blive udskudt på ubestemt tid, fordi man ikke tør imødegå dem, der er imod forandringer. For øvrigt kommer modstanden næsten kun fra amts- og kommunalpolitikere og medarbejdere i samme sektor, og der er altid modstand mod ændringer fra nogle af de mest berørte, selv når der er tale om velbegrundede forandringer.
Med venlig hilsen
Knud Kildal (V)
Kilde:
unavngivet
05/05 2023
