Soenderhaldportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Julemarked i Stenvad for 4. år i træk

Grenaa Bladet:
Omkring 30 flittige »hjemmehåndværkere« har bestilt bod på årets julemarked i den kommende weekend på Stenvad Mosebrugscenter. De fleste af deltagerne kommer fra lokalområdet, og det meste af det, de tilbyder, er egne, hjemmelavede ting.


Udvalget i boderne er yderst varieret. Der er nisser, beklædning både i nyt og genbrugt, der er bivokslys, mjød, sutsko, patchwork, kniplinger, kranse og pyntegrønt - og meget, meget mere. Desuden benytter mosebruget lejligheden til at holde udsalg i kiosken, og så er der smagsprøver på shii-take svampe samt friske svampe til salg.
Egnsarkivets stand sælger såvel egne som mosebrugets udgivelser. Her sidder Carl Pold om søndagen parat til at skrive sin autograf i sin bog »Stednavne, sagn og minder fra Nørre Djurs«.
Endnu en attraktion er egnstæppet, der med sin placering lige midt i det hele nu er så langt fremme, at man tydeligt kan danne sig et indtryk af det færdige resultat. Væveholdet vil være til stede i markedets åbningstid, klar til at fortælle om arbejdet.
Som vanligt er der tombola, der som gevinster har bidrag fra alle boderne.
Lørdag eftermiddag underholder »MTV Show Dancers«. Det er to hold unge dansere fra Nørre Djurs Musikskole i alderen op til 15 år - en nyskabelse i indeværende sæson, der meget hurtigt fik god tilslutning fra egnens unge.
Tørvecaféen er åben, her sælges smørrebrød, æbleskiver, glögg, kaffe. Der er gratis entre begge dage.
Markedet holdes lørdag den 29. og søndag den 30. november. Der er åben begge dage fra 12-16.
Når flaget var oppe var der vildt til torvet i København
Af Bernhard Nielsen
Hemmed ligger midt i et stort skovområde. Det medførte i gamle dage, at der i perioder var meget nedlagt vildt. Brugsen i Hemmed blev et vigtigt mellemled mellem jægerne og vildttorvet i København.
Det fortæller den tidligere brugsuddelers hustru, Erna Bachmann, i Nørre Djurs egnsarkivs nye årbog.
De hejste flaget ved brugsen, så fragtmanden kunne se, at der var varer til ham. Det var vildt fra jægerne, som blev transporteret til Grenaa og via færgen til Hundested endte på vildttorvet i København. Det gav jægerne flere penge, og brugsen var tilfreds med at være mellemled mellem jægere og torvet.
Erna Bachmanns erindringer er kun lidt af det, som årbogen er fyldt med. En masse beretninger er samlet, og de fortæller på en hyggelig måde om livet, som det blev levet i landsbyerne.
Vi er ikke længere væk i historien end dengang børnene lærte at skrive med gotisk skrift, og der findes folk i dag, som kan oversætte sproget til nudansk. Det gør Anne Marie Bønnerup, Karlby. Hun har oversat et stilehæfte fra Anders Sørensen.
Det fremgår heraf, at han en dag ville samle rav ved Karlby Strand. Pludselig ser han en grønmalet bog. Det viser sig at være englændere, der er strandet. Båden fik vanskeligheder helt oppe ved Læsø, og skibet blev ført af strøm og vind til Karlby. Der var fire overlevende søfolk, som fik god pleje på en af gårdene. En sømand var død af sult og kulde.
Else Lassen skriver en gårdhistorie, nemlig om Benzonslyst, der tidligere var ejet af fhv. økonomiminister Anders Andersen, der stadig bor i stuehuset. Det er interessant at følge de mange, der har været fæster eller ejer.
Nørre Djurs Egnsarkiv har skiftet formand. Vita Axelsen, Gjerrild, har afløst Frits Bønnerup, Karlby, der efter 10-11 år på posten har ønsket at blive afløst.

Kilde:

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam