Soenderhaldportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

GIF og Skovbakken står sammen om at styrke dame/pigefodbolden på Djursland

Grenaa Bladet:
De to klubber, Grenaa IF og Skovbakken, etablerer i øjeblikket et regionalt dame/pigefodbolds-center i Grenaa med det mål at styrke talentudviklingen, gennemføre PR-aktiviteter for pigefodbold og skabe et forum for samarbejde mellem ledere og trænere i Djurslands-klubberne.



Starten blev markeret med en temadag søndag 9. november i Grenaa, hvor henved 40 trænere og ledere fra 11 forskellige Djurslands-klubber blandt andre havde lejlighed til at møde den danske landstræner Poul Højmose.
Endnu flere piger på Djursland skal spille klubfodbold. De mest talentfulde spillere skal tilbydes optimale udviklingsmuligheder og sportslige udfordringer. Trænere og ledere, der arbejder med dame/pige fodbold på Djursland, skal have bedre muligheder for at udveksle erfaringer. Det er nogle af visionerne bag den samarbejdsaftale om et regionalt center for pige/dame fodbold, som Skovbakken Fodbold i Århus og Grenaa IF har underskrevet.
Det er afgørende for begge klubber, at samarbejdsaftalen hurtigt får synlighed og udmønter sig i konkrete aktiviteter. Derfor inviterede de to klubber til en temadag om pige/dame fodbold søndag 9. november i og ved Grenaa Idrætscenter.
— Formålet var blandt andet at orientere nærmere om aftalen, men først og fremmest at give både ledere og trænere ny inspiration til deres arbejde og informere om de initiativer DBU og Team Danmark gennemfører for at styrke danske kvindefodbold - også på eliteniveau. Udover elitetrænere fra Skovbakkens kraftcenter kunne deltagerne som allerede nævnt også møde kvindelandsholdets træner Poul Højmose - både som oplægsholder og på træningsbanen med pigespillere fra GIF som medier, fortæller Ove Lund, der er formand for GIF’s pige/dameafdeling.
Skovbakken er et af DBU’s og Team Danmarks tre kraftcentre for kvindefodbold og har som sportslig målsætning at fastholde positionen i den absolutte top af elitedivisionen. Derfor har klubben stor interesse i at medvirke i markedsføringen af pigefodbold, men også i at tilbyde talentfulde spillere optimale udviklingsmuligheder.
— Vi vil gerne medvirke til at styrke pige/dame fodbolden på Djursland - bl.a. ved at dygtiggøre ledere og trænere og deltage i PR-aktiviteter for pigefodbold. Samtidig vil vi give de mest talentfulde spillere muligheder for at afprøve deres evner på højere niveau, end de plejer. Det kan være i form af prøvetræning i Skovbakken, men også træningstræf regionalt på Djursland, siger Skovbakkens fodboldformand, Jesper Raabo, som kommentar til samarbejdsaftalen.
Når Skovbakken har valgt Grenaa IF som samarbejdspartner for det regionale center er årsagen en velfungerende organisation i klubbens pige/dame-afdeling, og den fremgang som klubben har skabt inden for pigefodbolden de senere år.
Elite plus bredde er som bekendt lig med fremgang.
— Vi tror på, at elite og bredde gensidigt kan styrke hinanden, og gensidigt er afhængige af hinanden. Og samarbejdet mellem Skovbakken og os er et eksempel på, at vi gennem eliten også vil fremme bredden. På den måde kan den fremgang, som pigefodbolden har oplevet i Grenaa, stimuleres yderligere. Som en af landets førende klubber har Skov-bakken nogle erfaringer, som vi kan lære af. Grenaa IF vil gerne være med til at sikre, at talentfulde dame/pige spillere på Djursland får de bedste muligheder for at udvikle sig, siger Ove Lund.
Udover temaarrangementet 9. november har klubberne allerede drøftet andre samarbejdsmuligheder som f.eks.: Talenttræninger, besøg til Skovbakkens elitedivisionskampe, træningsophold, rekrutteringsarrangementer, opvisningskampe. Hvad der konkret skal gennemføres vil klubberne også lade afhænge af interessen blandt deltagerne i temadagen.
- Og det ser i den forbindelse lovende ud. Vi er ihvertfald tilfredse med tilslutningen. Det, der skal ske i den nærmeste fremtid, er, at vi indkalder klublederne på Djursland til et snarligt møde, hvor vi skal have fortalt, hvad det helt nøjagtigt er, vi vil med det her projekt. Og herunder fortælle, at der er tale om et reelt tiltag, som ikke på nogen måde handler om, at GIF skal fiske talenter ude i de små klubber. Projektet handler udelukkende om at støtte pigefodbolden på Djursland, og Skovbakkens indgangsvinkel er den, at styrker man bredden, så styrker man også eliten. Er der en større mængde spillere at rekruttere spillere fra til eliten, er disse elitespillere alt andet lige bedre, end hvis der er en lille gruppe pigespillere, man skal rekruttere fra. Det handler således om at få så mange pigespillere til at trække i fodboldtøjet som overhovedet muligt, og det handler ikke mindst om at samarbejde om at fastholde den gruppe af pigespillere, som der notorisk er størst frafald i, nemlig aldersgruppen fra 13 til 18 år. Og/eller sørge for, at gruppen af spillere er så stor, at frafaldet ikke betyder, at man mister hold i rækkerne. På den led må de små klubber på Djursland i høj grad samarbejde, så vi ikke oplever den ulykkelige situation, at der er pigespillere, der stopper med at spille fodbold alene fordi, der ikke er spillere nok i den klub, man er i. Så må man hellere lave et fælleshold med en anden klub, siger Ove Lund, der forventer sig en hel del af samarbejdsaftalen med Skovbakken.
- Vi hjælper hinanden med at gøre pigefodbolden mere attraktiv her på Djursland, og jeg kan se mange mulige samarbejdsflader. Skovbakken kunne lægge nogle af deres trænings-pas her på Djursland, klubberne kan sammen arrangere ture til Elitedivisionskampe i Århus og Skovbakken og Fortuna Hjørring kunne jo passende henlægge deres årlige træningskamps-dyst inden efterårssæsonen går i gang på Grenaa Stadion. Eksempelvis i forbindelse med Kattegat Cup, slutter Ove Lund, der kan afsløre, at det næste skridt - udover det allerede nævnte informationsmøde for ledere - bliver at lave en aktivitetsplan med konkrete tiltag.

Kilde:

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam