Soenderhaldportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Ikke så tosset at styrke Midtdjurs-området

Knud Jensen, redaktør af Optimisten (- ældreblad for Kolind, Ryomgård og Nimtofte -) slår her til lyd for at vi alle tager ansvar for at undgå afvikling af vores butiksliv osv. Han mener i denne forbindelse at der vil være god fornuft i at satse på Midtdjurs-området, efter at man dér ellers vil være varigt skadet efter brænden i rådhuset for nylig.


Efter brænden i Kolind.
"Ja, det er måske en lidt mærkelig overskrift og lederen skulle også kun have handlet om lukning af butikker i landområderne, men en brand på et rådhus og 80 mistede arbejdspladser i området hænger i høj grad sammen med dette problem.

Vi har næsten lige hørt eller læst i medierne, at der om nogle år vil være over 4.000 butikker, der har drejet nøglen og lukket butikker i Danmark. Det er både i storbyer og på landet, men det vil helt sikkert gå mest ud over det såkaldte "Udkants-Danmark".

Vi kender det godt: Lige meget hvor vi er samlet, om det er til private selskaber eller i offentlige forsamlinger - så er det et godt samtaleemne. Pludselig er der en person, der siger: "Har I hørt at bageren har lukket"? - og en anden kommer med denne udtalelse om en anden handlende: "Kan han da leve med den omsætning"? Alle kan blive enige om at det vel nok er synd, og der er mange forskellige bud på, hvorfor kunderne bliver væk fra de lokale butikker.

For der kan peges på mange årsager. Nogle siger at det skyldes grænsehandelen i Tyskland. Det gælder nu ikke så meget heroppe. Så er der straks mere sandhed i bemærkningen om, at det skyldes den stigende handel på Internettet, og det er rigtigt. Og så er vi endda kun ved starten af denne handel. Den vil udvikle sig meget i de kommende år. Men det kan måske blive redningen for nogle butikker, hvis de kan komme med på den vogn.

Andre siger: "Det er for dyrt" - vi kan få det i Bilka til den halve pris"! Det er måske rigtigt med mange varer, men går man efter tilbud i de lokale butikker er der nu ikke meget at spare, hvis man tænker på transportpriserne. Desuden skal man tænke på den service man kan få lokalt. Hvis man køber et TV i Bilka, er der ikke megen service at få, og det er da også alt for besværligt at få det repareret.

Nej, hvorfor ikke være ærlige og sige rent ud: "Det er vores egen skyld, når der lukkes butikker !"

Det er prisværdigt, at lokale Distriktsråd, Borgerforeninger og Handelsstandsforeninger gør hvad de kan for at stoppe udviklingen, og dem bør vi støtte. Nogle steder er der også private mæcener, der gør hvad de kan for at bevare forretninger, og vi kan ikke takke dem nok for deres initiativer.

Nu er Syddjurs kommune vel ikke et udkantsområde, men hvis arbejdspladserne forsvinder fra denne del af kommunen i forbindelse med en brand, gør det problemerne større, ikke kun i Kolind, men i hele Midtdjurs-området.

Det er derfor afgørende, at der kommer en erstatning for det brændte rådhus her til området. På nuværende tidspunkt ved ingen hvad der vil ske, selvom foreninger og interesseorganisationer har travlt med at køre kanoner i stilling.

Hvornår byrådet tager en beslutning vides ikke, men det kan da godt være, det ender med en studehandel. Mange politikere ser jo sjældent længere frem end til det næste valg og tænker også på, hvor de er valgt. Vi håber dog på en god løsning for området. Nogle borgere kunne måske få den formastelige tanke, at Syddjurs og Norddjurs kommuner på et tidspunkt blev lagt sammen og så var det nok ikke så tosset at styrke hele Midtdjurs-området."

Dette læserbrev har tidligere været leder i bladet Optimisten, som udkommer til alle pensionister i Syddjurs Kommune, og det har også været bragt i Adresseavisen d. 14. Maj 2012.

Kilde: Knud Jensen, Ebdrup ved Kolind, redaktør af Optimisten, i Adresseavisen mandag d. 14/5.

/Bjarke.


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam