Et byrådsmedlem fra Mariager gør i dag følgende forsøg på at definere fattigdommen, der for tiden diskuteres heftigt i Danmark:
”I den sidste mÃ¥neds tid er debatten da kørt helt af sporet i forbindelse med fattigdom i Danmark. Joachim B. Olsen og Özlem Cekic har hver især været med til opildne debatten, sÃ¥ flertallet af befolkningen helt har glemt, hvad det hele handler om.
OECD beskriver fattigdom som enten absolut eller relativ. Absolut fattigdom er dét, vi kender fra ulandene, hvor voksne og børn sulter. Relativ fattigdom, som er dét, vi taler om hér i Vesten, er, når man har under det halve af, hvad gennemsnittet har medianindkomsten).
Teknisk set mÃ¥les relativ fattigdom – eller risiko for fattigdom – i forhold til den disponible medianindkomst, som er dén indkomst efter skat (mÃ¥lt i kroner), hvor 50’% af befolkningen har indkomster, som er lavere, og 50% har indkomster, som er højere end dette beløb. OECD definerer relativ fattigdom som gældende for personer, der har en indkomst under 50% af medianindkomsten, mens EU opererer med en indtægtsgrænse pÃ¥ under 60%. I Danmark var den Ã¥rlige disponible medianindtægt i 2006 pÃ¥ 158.800 kr., hvilket efter OECD`s opgørelsesmetode vil betyde, at man i Danmark er relativ fattig, hvis den disponible indtægt ligger under 79.400 kr. pr. Ã¥r, mens EU er af dén opfattelse, at man er relativ fattig, hvis den Ã¥rlige disponible indtægt ligger under 95.280 kr.
Egoisme, utryghed og nok i sig selv har fået overbevist mange danskere om, at under 6000 kr. om måneden til ALT, hvad der ikke er faste udgifter, ikke er noget at tude over. Men vi kan nok alle blive enige om, at der ikke er til en shoppetur til Ålborg Storcenter med efterfølgende pizza eller nok heller ikke til en Wii under træet juleaften.
Og hvad med fritidsaktiviteter? Eller f.eks. fodboldstøvler eller en ridehjelm. Turen til Legoland bliver nok ikke tl noget. Hvis nogen af jer har været der med tre børn og uden madpakke, så véd I nok, at det hurtigt kan rende op i 2500 kr. og en slant.
Hvis vi i Danmark vil fjerne klassesamfundet, er det en betingelse, at vi bryder den sociale arv. Dén bryder vi altså ikke ved, at de rige bliver rigere, og dem med de lave indkomster bliver fattigere!
Jeg vil gerne være med til at se på, om skellet mellem de lavestlønnede og dem på overførsel er for lille.
Der skal være et incitament til at gÃ¥ pÃ¥ arbejde, og penge kan være ét af dem. Andre incitamenter er dét fællesskab, man er en del af pÃ¥ arbejdsmarkedet. Desværre er en del af dem pÃ¥ overførselsindkomst i mach 3-gruppen, hvilket vil sige, at disse borgere har andre problemer end arbejdsløshed, en stor del af dem der gÃ¥r under betegnelsen ”psykisk sÃ¥rbare”. For nogle af dem er det en succés bare at kunne møde op én dag pÃ¥ et arbejde.
Det er altså ikke dén gruppe, der skal dunkes mere i hovedet, end de i forvejen bliver, men derimod måske de mange lavtlønnede, som måske har brug for en ordentlig lønstigning. Så kunne vi med mellem- og høje indkomster holde lidt igen.
Jeg håber, at danskerne er kloge nok til selv at vurdere, om det er rimeligt, at der fortsat findes fattige børnefamilier i Danmark.
Med hÃ¥b om en mere nuanceret debat. Og god jul!”
Kilde: Skrevet af SF-byrådsmedlem Peder Larsen fra Mariager i Randers Amtsavis d. 9. december.
/Bjarke & Rex.