I dag bringer vi endnu et indlæg i den verserende debat om efterlønnens afskaffelse:
”SF`eren Ann S. Pedersen forsøger i Amtsavisen d. 1. juni at skræmme læserne til at tro, at nedslidte og syge mennesker nu skal piskes til at arbejde pÃ¥ grund af dén tilbagetrækningsreform, som regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale er enige om. Det er noget sludder. Hvis man søger den sÃ¥kaldte seniorførtidspension, fÃ¥r man svar inden for seks mÃ¥neder, og man skal ikke i arbejdsprøvning.
I øvrigt er det tragikomisk, at Ann S. Pedersen skriver, at ”muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet er til stede for alle, er velfærd”. Først og fremmest har vi altsÃ¥ en udfordring i, at vi bliver stadigt ældre, og sÃ¥ er det store Ã¥rgange, der stÃ¥r overfor pension, og smÃ¥ Ã¥rgange, der er klar til at træde ind pÃ¥ arbejdsmarkedet. Hvis vi skal have rÃ¥d til vores velfærdssamfund, sÃ¥ skal der altsÃ¥ være sammenhæng mellem indtægter og udgifter. Jeg vil personligt hellere arbejde to Ã¥r mere end at for eksempel forholdene for vores ældre pÃ¥ plejehjem eller sygehusvæsenet skal forringes.
Desuden har S og SF intet imod en højere tilbagetrækningsalder. I S og SF`s sÃ¥kaldte ”Fair Løsning” stÃ¥r der pÃ¥ side 51: ”en nyfødt anno 2010 kan forvente tidligst at gÃ¥ pÃ¥ efterløn som 68,5-Ã¥rig og folkepension som 73,5-Ã¥rig”. Det virker ikke særligt solidarisk pÃ¥ mig at skubbe aben, for at store generationer inden for fÃ¥ Ã¥r stÃ¥r over for pension, over pÃ¥ de kommende generationer. Jeg har ikke børn endnu, men jeg ville aldrig kræve noget af mine børn, som jeg ikke selv var villig til at gøre.”
Kilde: Skrevet af DF-folketingskandidat Anders Vistisen i Randers Amtsavis d. 7. juni.
/Bjarke & Rex.