Lad nu vær' med at skyde andre idiotiske synspunkter i skoene som de faktisk ikke har . . .
Et tidligere læserbrev hed "Lad os få en sober debat".
Det nyeste læserbrev: "Superelever skal understøttes", lever desværre ikke op til dette ønske i sin argumentation. I den anledning nogle betragtninger fra Djurslandsportalen's nyhedsredaktion:
Simon Mølholm Olesen fra Randers skriver i sit læserbrev: "Superelever skal understøttes":
"Vi er nødt til at gøre op med det forældede uddannelsesromantiske mantra, der lyder sådan: Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære. Idet man fortsat insisterer på dette mantras eksistensberettigelse, så siger man dermed også implicit, at man hellere vil tage hensyn til bredden på bekostning af de højt begavede skolebørn. Det er noget vås."
Dette er ikke en seriøs debatform, idet der næppe er nogen der i virkeligheden billiger et såkaldt mantra der siger: "Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære". Alligevel opfindes en sådan idiotisk "modstander" med det tåbelige synspunkt til lejligheden, for at gøre det synd for begavede elever, og hævde synspunktet om behovet for deres særbehandling.
Sandheden er at de der taler for ligeværd, mener at alle på fair vis skal gives de individuelt bedst mulige vækstbetingelser, - ikke at særlige evner skal undertrykkes og ej heller at alle skal gøres ens. Blot at alle skal behandles ud fra ligeværdighed, og skal bakkes op udfra de evner de rummer. Det er dét der forstås ved lighed, - og altså ikke at alle skal behandles ens.
At tillægge andre det synspunkt at de med lige muligheder mener at alle skal behandles ens og skal gøres ens, betragter vi som at kaste med mudder lige hér på portalen, og den slags bevidst manipulation af den offentlige opinion vil vi være meget betænkelige ved at bringe til torvs.
Når synspunkterne skal brydes, så vær venlige ikke at skyde andre noget i skoene som man godt ved ikke er sandt, og lad venligst vær' med at tillægge andre synspunkter som man faktisk godt ved at de ikke har. At bruge den slags metoder - hvadenten det kommer fra centralt hold som læserbrevsskabelon eller det er noget man selv finder på -, så er det en beskidt form for debat som vi på nyhedsredaktionen hér meget gerne ser at man bevidst undlader.
Lad det venligst være "sande" modsigelser der brydes til alles oplysning om en bredere virkelighed, som det er vanskeligt at få øje på for os som enkelt individer, på hver sin vej i livet. På den måde får vi alle mulighed for sammen at udvikle fælles løsninger, der er bedre end dem vi på egen hånd selv kan finde på. Det er dét der bør være ånden i at debattere . . .
Kilde: Djurslandsportalen.dk
/Bjarke.