Hér fortæller en århusianer om, hvorfor han mener, psykiatrien trænger til et kæmpe løft:
”Dengang man indførte lokalpsykiatrien, skulle den værre udgiftsneutral. Dét betød, at alt hvad der blev investeret i lokalpsykiatrien, blev taget fra hospitalspsykiatrien. Dét var galmandsværk, dét kunne man allerede forudse dengang. Men vi, der pÃ¥pegede det, blev simpelthen overhørt.
Nu ligger psykiatrien i ruiner. Der er så meget pres på hospitalerne, at man udskriver før tiden. Dét betyder, at man flytter problemer ud i lokalsamfundet til skade for såvel borgere som patienter. Patienterne er altid blevet opfattet med skepsis. Og det bliver værrre. Man kan ikke flytte behandlingen ud i eget hjem, dén frihed, det betyder, er vel tilsyneladende en god ting, men man kan simpelthen ikke holde styr på patienter, der hører hjemme på lukkede afdelinger. Rekonvalecenter fra åbne afdelinger vil opleve mindre støtte i udskrivningsfasen, for det er helt sikkert, at bostederne ude i byen ikke kan yde den nødvendige støtte.
Nogen vil måske sige, at vi patienter altid klager. Dét gjorde vi også, inden vi fik lokalpsykiatrien. Vi manglede en støttefunktion efter udskrivning. Nu klager personalet også. Der er en katastrofal underbemanding på afdelingerne. Dét er til skade for alle indlagte. De voldsomme mødes med voldsomme reaktioner. De rolige får et utrygt miljø. Personalet bliver overfaldet og kommer til skade.
At arbejde på psykiatrisk hospital er som at balancere på en knivsæg. På den ene side skal man hindre vold, på den anden side skal volden mødes med passende midler. Hvis ikke, der straks gøres noget for hospitalspsykiatrien, får vi i stigende omfang volden ud på gaderne.
Jeg synes, at hver plejeperson maksimalt må have tre patienter i dagvagten, helst det samme i aftenvagten. Deprimerede og frygtsomme patienter skal have et enkeltværelse, de kan trække sig tilbage til.
Hvis ikke, der er mulighed for at sortere patienterne i rolige og urolige, bliver behandlingen lige dårlig for begge grupper. Det ender nemt med, at de urolige patienter optager al tid på afdelingen. Dét går ud over de rolige på to måder. De kan blive offer for overfald, og deres problemer tilsidesættes.
De høje hegn, man nu bygger, er ikke noget nyt. Ved celleafdelingen var der oprindeligt høje mure. Ind mod afdelingen var der en dyb grav, derfor behøvede man ikke at lave muren så høj, at udsigten fra vinduerne blev ødelagt. Disse mure blev nedbrudt i takt med, at medicineringen blev effektiv, og sorteringen af patienterne blev bedre. Hegn kan vi nok ikke undgå, men arkitekturen er rigere end i 1852. Vi skal helt sikkert have en bedre sortering af patienterne for at få en effektiv normering. At nedlægge afdelinger er ikke en farbar vej, hvis man da ønsker en human hospitalspsykiatri.
Inden patienterne slippes i eget hjem, skal hospitalet og lokalpsykiatrien yde en mÃ¥lrettet træning, der begynder pÃ¥ hospitalet og slutter i hjemmet. Under hele forløbet skal der være faste kontaktpersoner. En del patienter udskrives til beskyttede boliger. SÃ¥danne boliger skal enten have døgnvagt eller en kontakttelefon. Det er min erfaring, at der kan være perioder om aftenen, hvor man har brug for lidt støtte.”
Kilde: Skrevet af Jens Larsen Jakobsen fra Viby i Ã…rhus Stiftstidende d. 24. april.
/Bjarke & Rex.
05/05 2023
