En veteran fra sygehuskampen for nogle år siden sender hér et åbent brev til beslutningstagerne i regionen:
"Til regionsmedlemmerne i Region Midtjylland.
Vi kan forstå, at akutbilerne med lægebemanding er reddet i denne omgang.
Egentlig bør vi ikke sige tak for det, fordi det er en åbenlys nødvendighed, at vi har en sådan ordning på Djursland, men af høflighedsgrund siger vi nu tak for det alligevel.
I har i den forløbne tid skåret så meget ind i benet, at ligegyldigt hvad, I ellers kan finde på af nedskæringer, vil det have karakter af en amputation af dét ben, I allerede har skåret godt og grundigt i.
Fjernelse af sengepladserne er ligeså fatalt som en paramedicinsk bemanding af akutbilen ville have været.
Der er en udpræget tendens til at udskrive patienter fra sygehusene, før de rent faktisk er helt klar til at komme hjem, og hér har Grenå Sygehus kunnet gøre en afgørende forskel, fordi patienter, der bliver udskrevet, men som er ude af stand til at klare sig selv, kunne blive indlagt på Grenå Sygehus for at få en efterbehandling, der er så afgørende for at kunne komme sig ordentligt.
Yderligere har det været muligt for alvorligt syge patienter at benytte sig af ”Ã…ben Indlæggelse”-ordningen, hvilket i flere tilfælde har medvirket til at redde liv.
Det har ligeledes medført, at patienter fra Djursland har kunnet få hyppigere besøg, hvilket er en vigtig faktor i helbredelsesprocessen (dét er et argument, I selv er kommet med), ligesom det har gjort det muligt for pårørende at få nemmere adgang til at besøge patienten, således at en tur til Grenå Sygehus kunne gøres på få timer i stedt for de 8.9 timer, det tager for at komme frem og tilbage fra Randers med de dårligt fungerende offentlige transportmidler.
Ved sløjfning af disse sengepladser vil patienter, der har brug for at benytte sig af ordningen ”Ã…ben Indlæggelse”, blive henvist til en lang og pinefuld tur til Randers, der i forvejen er overbelastet, og dét kan man simpelthen ikke byde alvorligt syge patienter fra Djursland.
En sådan indlæggelse vil yderligere optage plads på Randers Centralsygehus, hvilket vil medføre højere omkostninger og et belastningsniveau, som sygehuset ikke er gearet til. Hvis de var dét, ville de jo ikke udskrive patienterne så hurtigt, som de gør nu.
I er altså nødt til at indse, at I allerede har skåret så dybt i Djurslands serviceniveau, at det vil være uansvarligt og uetisk at skære mere.
Hver gang, I starter grønthøsteren, rammer det dobbelt hårdt på Djursland, fordi vi har de berømte 60-70 km for at få de ydelser, borgere i Århus og Randers har lige om hjørnet.
Ligeså fatal er den eventuelle lukning af skadeklinikken i Grenå. Dén har I allerede fået reduceret til et minimum, og I har altså mennesker i Djurslandsområdet, der også kommer til skade og som har brug for, at et skadestuebesøg ikke tager mellem 5 og 8 timer. Vi har stadig den lange afstand, og der er en del tilskadekomne, der vil have svært ved at transportere sig selv frem og tilbage til og fra Randers Centralsygehus.
Med dette medvirker I til at gøre Djursland til et yderligere afgrænset udkantsområde, selv om vi har mange farlige arbejdspladser og vi har et større havmølleprojekt, der startes op om kort tid. Hvem tror I, der har lyst til at bosætte sig på Djursland, når forholdene er så ringe, som I er i færd med at gøre dem til?
Vi er så trætte af at blive forskelsbehandlet, og vi er så trætte af Region Midtjyllands ustandselige budgetoverskridelser, der hver gang snupper en stor bid af serviceniveauet på Djursland, når der skal korrigeres for det."
Kilde: Skrevet af Preben Mortensen fra Grenå i Århus Stiftstidende d. 30. januar.
/Bjarke & Rex.