Formanden for den lokale afdeling af HK har digtet et eventyr om et land, hvor rigdom kun er for de få:
”Der var engang et rigt land, der opførte sig, som om det var fattigt. Byer lÃ¥ mørke om natten, sÃ¥ man undgik at bruge penge pÃ¥ gadelys. Der var huller i vejene, for der var ikke penge til nyt asfalt. Skoler blev ikke gjort ordentligt rene, og mange offentlige bygninger stod og forfaldt. NÃ¥r sneen lagde sig tykt i gaderne, fik det mange steder lov til at blive liggende. Der blev flere og flere fattige, der ikke kunne fÃ¥ det til at hænge sammen, og man fyrede mange af dem, der skulle passe børn, handicappede og ældre. OgsÃ¥ nogle af dem, der arbejdede pÃ¥ landets sygehuse, blev fyret, sÃ¥ man kunne spare deres løn.
Der var nogle, der syntes, det var underligt. De sagde, at det var et fattigt samfund, der ikke tog hÃ¥nd om de svageste. Men regeringen ville ikke høre tale om, at landet var fattigt: ”Nej, det gÃ¥r rigtig godt, og vi har stadig rÃ¥d til det vigtige”, sagde den.
Og regeringen havde ret. Der var råd til at føre en krig, der godt nok var ulovlig, men som regeringen syntes var vigtig. Der var også råd til at sænke skatterne for dem, der havde flest penge. Er man så fattig?
”Nej, tværtimod, vi er rige pÃ¥ værdier, og vi skal være verdens bedste”, sagde regeringen. Den ville sÃ¥ gerne være verdensmester. Landet skulle have verdens bedste folkeskole med verdens største klasser, sÃ¥ eleverne ikke hele tiden blev forstyrret af læreren.
Landet skulle også have verdens bedste sundhedssystem, hvor man kunne blive båret ud i ambulancen og kørt til et nyt sygehus, hvis man ikke kunne lide lægens hat.
Der skulle testes og kontrolleres overalt, for på dén måde bliver man verdens bedste, mente regeringen. Landet var så godt og dets værdier så fine, at der kom folk ude fra verden for at bo i landet. Dét gik jo ikke, så derfor byggede regeringen et kæmpe usynligt hegn, der gjorde det næsten umuligt at komme ind. Der lå det indhegnede land så og var verdens lykkeligste, selv om mange i landet ikke havde opdaget, hvor lykkelige de var.
Se, dét var et rigtigt nytårseventyr, selv om det selvfølgelig ikke har noget med eksisterende lande at gøre. Da slet ikke Danmark, for hér er virkeligheden en helt anden. Eller er den? Virker det ikke fattigt ikke at have råd til noget så basalt som tilstrækkeligt med gadelys? Og er vi ikke åndeligt fattige, når vi tillader os at skære i omsorgen for ældre, handicappede og syge?
Der er masser af penge i samfundet, men bliver de brugt rigtigt? Bliver der prioriteret korrekt? Realiteterne er, at bruttoarbejdsløsheden er steget, at flere end tidligere er under fattigdomsgrænsen, og at kommunerne holdes i så stramme tøjler, at velfærden er truet. Der spares og skæres overalt, og alligevel har regeringen sammen med Dansk Folkeparti gennemført skattenedsættelser.
Nu lister vi ud af 2010. Måske fester vi, for dét er der tradition for, og sådan skal det være. Men egentlig er der ikke noget at feste for. Det går ikke ufatteligt godt. Vi trænger til en god gang rengøring, for der er rigtig meget, der er gået den forkerte vej i det forløbne år.
Nu skal vi se fremad. 2011 banker pÃ¥. Et jomfrueligt Ã¥r, hvor alt kan ske. Et valgÃ¥r, hvor regeringen i valgkampen skal stÃ¥ til regnskab for de seneste Ã¥rs udvikling. Der er noget at se frem til. MÃ¥ske er der alligevel grund til at feste nytÃ¥rsaften!”
Kilde: Skrevet af lokalformand Viggo Thinggård fra HK Østjylland i Randers Amtsavis d. 23. december.
/Bjarke & Rex.
05/05 2023
