Følgende spørgsmål stilles hér af en folkesocialist fra Randers:
”Beskæftigelsesminister Inger Støjberg skriver i Amtsavisen d. 2. december, at det nu skal være slut med pipfuglekurser. Hun har nemlig lovet de ledige at luge ud i meningsløse aktiverings- og jobsøgningskurser, som ikke bringer den ledige nærmere et job.
Dét synes jeg er vældigt opløftende. Jeg har selv prøvet et par stykker af slagsen, hvilket gav nogle oplevelser, som jeg ikke ønsker for mine nærmeste, at de skal gå igennem! Men dét viser samtidig også, at demokratiet hér i Danmark alligevel fungerer. Forstået på dén måde, at når folk protesterer tilstrækkeligt længe, så kan systemet ændre på regler og procedurer. Vi så det med antal af jobs, der skulle søges pr. uge, som blev ændret fra 4 til 2 jobs.
Nu vil man give højere refusion ved uddannelse, men lavere ved anden vejledning og opkvalificering. Altså pipfuglekurserne! Kommunerne vil stadig få høj refusion, når den ledige aktiveres ude i virksomhederne.
Som jeg forstår det, skal flere ud i løntilskudsjobs eller praktikker. Dette kan også være meget godt, såfremt det fører til et fast job på arbejdsmarkedet. Hvilket meget sjældent er tilfældet. I hvert fald inden for det offentlige.
På grund af, at de offentlige arbejdspladser har skullet spare så meget, har der været rygter om, at ledige i denne ordning går ind og udfylder en arbejdsplads efter en fyret fastansat. Hvilket jeg håber, kun er løse rygter.
Jeg tror, at det bliver svært at finde alle disse løntilskudsjobs og praktikker. Jeg har selv gennem den seneste tid sendt ikke mindre end 24 uopfordrede ansøgninger til arbejdspladser hér i Randers og i Århus-området med anmodning om både ordinært job, praktik og løntilskudsjob. Jeg har fået negativt svar fra hovedparten. Andre har jeg ikke hørt fra.
Inger Støjberg skriver, at flere kommuner har indrømmet, at de har tænkt mere pÃ¥ deres pengepung – altsÃ¥ høj statsrefusion – end at varetage den lediges eller sygemeldtes interesser. Faktisk meget skræmmende. Hér gik jeg og troede, at jobcentret var til for den ledige. Dét højner bestemt ikke tilliden til, at jobcentret nok skal hjælpe én med at finde det rette job eller den rette uddannelse.”
Kilde: Skrevet af Helle Nielsen fra SF Randers i Randers Amtsavis d. 6. december.
/Bjarke & Rex.