Endnu engang må vi erfare at direktionen i Region Midtjylland foreslår Grenaa Sygehus nedlagt.
Det kommer vel ikke bag på ret mange i det man hele tiden har fornemmet den skjulte dagsorden at Grenaa Sygehus skulle fjernes fra landkortet.
Man står nu atter i en sparesituation hvor man skal spare 250 millioner kroner, og så ligger det jo iflg. regionsledelsen lige til højrebenet at reducere Grenaa Sygehus til en akutklinik med meget begrænsede funktioner. Så kan man jo altid senere fjerne den med den begrundelse at patienterne kan blive behandlet mere rationelt og effektivt på akutklinik i Randers.
Er der noget der ligger lige til højrebenet må det være at fjerne den uduelige regionsledelse vi har i dag og erstatte den med en forretningsmæssig ledelse der kan finde ud af at følge op på et budget og sikre at de økonomiske rammer, aftalt med regeringen, også overholdes.
Vi har i næsten alle de Danske regioner kunnet konstatere at man, på trods af faste økonomiske rammer aftalt med regeringen, hovedløst har ansat ekstra personale i et omfang der langt overstiger det de økonomiske rammer tillod.
At man så piber når man derefter må opsige personale for at tilpasse omkostningsniveauet til hvad der er økonomisk realistisk kan næsten ikke tages alvorligt, specielt ikke når man forsøger at få hele venstresiden i folketinget til at foretage pres overfor regeringen for at dække det selvskabte underskud ind.
Desværre må man konstatere at venstrefløjen gladeligt er hoppet med på vognen og fremstiller regeringen som nogen der løber fra regningen.
Det er ingenlunde tilfældet men alene udtryk for regionernes manglende evne til at styre.
Som undertegnede tidligere har nævnt vil der være god fornuft i at nedlægge regionerne og spare de kæmpesummer der i dag postes i en uduelig regionsledelse og regionsråd og i stedet anvende de herved frigjorte midler til samtidig med opbygning af supersygehuse med højt kvalificerede medarbejdere at bevare lokalsygehusene.
Ikke alle patienter har behov for højt specialiserede læger for behandling af banale og ukomplicerede sygdomme og ved at bevare lokalsygehusene tilgodeser man samtidig befolkningens behov for tryghed og nærhed.
Det betyder umådeligt meget, specielt for ældre patienter, at kunne få dagligt besøg af pårørende, det kan de af økonomiske og tidsmæssige årsager ikke få hvis alle patienter skal samles på større enheder med lange transportafstande og store omkostninger for de pårørende.
Vi har jo før set at hvis der skal nedlægges områder i Grenaa skal der bygges for store summer i Randers for at kunne rumme de ekstra patienter.
Nu er der godt nok ikke ret mange sengepladser eller behandlingsmuligheder tilbage i Grenaa men lur mig om ikke der alligevel vil skulle foretages udbygning i Randers.
De besparelser man tidligere har postuleret man kunne fÃ¥ ved nedlæggelse af omrÃ¥der i Grenaa er hidtil blevet mere end ”spist op” af bygge- og indretningsomkostninger i Randers.
Og hvad var det så lige man vandt ?
Det er åbenbart ikke økonomer der er ansat i regionen men fanatikere der ser det som deres hovedopgave at samle alt i kæmpeenheder af prestigemæssige grunde, og ikke af hensyn til patienterne.
Vi har i vor husstand på det seneste konsulteret såvel Randers som Århus Sygehus flere gange ugentligt og fået en både god og professionel behandling, men det ville unægtelig have været noget enklere hvis vi blot skulle på Grenaa Sygehus.
Vi har heller ikke kunnet undgå at konstatere at man ikke hos læger og sygeplejersker er vidende om hvilke funktioner der (endnu) kan udføres på Grenaa Sygehus.
Havde vi blot nogen af gangene kunne nøjes med at tage til Grenaa Sygehus var meget kørsel og tid sparet.
Vi skal derfor opfordre Regionsledelsen til at holde fingrene fra Grenaa Sygehus, og hvis man endelig skal gøre noget, så overføre flere funktioner/specialer hertil.
Tages dette ikke til følge skal der opfordres til at der fra alle sider, ikke bare på Djursland men i hele Region Midtjylland, rejses det krav overfor landspolitikerne at Regionerne nedlægges.
Med venlig hilsen
Per Lund
Violskrænten 9
8500 Grenaa
Kilde: Per Lund
sof