Det er ikke ofte, jeg kan erklære mig 100 % enig med en socialdemokrat. Men det er jeg med Svend Auken, der forleden sagde, at danskere, der forstår det ændrede beslutningsmønster i EU og som vil lægge en arbejdsindsats i udvalg og parti, virkelig kan påvirke Europas fremtid.
Det er jo præcis det, jeg har sagt siden jeg fra 2001-2004 selv var medlem af Europa-Parlamentet. Der oplevede jeg, hvordan jeg ved at være til stede og sætte mig ind i tingene, fik endog ret stor indflydelse.
Valget den 7. juni har således stor betydning for hver enkelt danskers hverdag. For det er her de beslutter, hvem der skal repræsentere vores land i EU. Og hvis irerne stemmer ja i oktober og Lissabon-traktaten bliver vedtaget, bliver parlamentets indflydelse endnu større.
Derfor ærgrer det mig også, at valgkampen - endnu en gang - handler mere om, hvordan vi danske kandidater vil/skal forsvare danske interesser i EU - i stedet for at handle om, hvad vi mener om den lovgivning, vi får indflydelse på.
Lad mig slå fast: Europæisk lovgivning handler ikke om nationale interesser. Forestil jer, hvordan arbejdet i parlamentet ville foregå, hvis alle parlamentarikerne udelukkende koncentrerede sig om at sikre deres bagland de allerbedste vilkår. Og overfør så lige det scenario til noget mere nærværende: Byrådsarbejdet eller bestyrelsesarbejdet på den lokale skole. Hvor medlemmerne udelukkende koncentrerer sig om sit eget barns ve og vel. Hvilke problemer ville det ikke skabe - og hvilke resultater ville de opnå?
Set i det lys, er det måske nemmere at få øje på, hvorfor arbejdet i Europa-Parlamentet kræver, at parlamentarikerne stemmer ud fra, hvad de mener tjener hele Europa bedst. Det kræver evnen til at samarbejde. Det kræver evnen til at indgå kompromisser. Kan vi det, skaber vi resultater, der kommer hele Europa - også hver enkelt dansker - til gavn. Derfor er der god grund til at tænke sig om, når man sætter sit kryds på en af de danske kandidater ved valget den 7. juni.
Med venlig hilsen
Ole B. Sørensen, lad mig gøre EU nærværende...
EP-kandidat (V)
Tyttebærvej 7
DK-9631 Â Gedsted
+45 40 54 56 44
www.ole-b.eu
Kilde: Ole B. Sørensen
sof