Af EP-kandidat, Ole B. Sørensen (V)
"Hvorfor er det lige EU er så interessant for os? Det er jo ikke EU, der bestemmer i Danmark."
Sådan lød spørgsmålet, da jeg forleden var til debatmøde forud for valget til Europa-Parlamentet den 7. juni.
En fordom, som er ret fremherskende i Danmark. Men lad mig slå fast: Det er en fordom!
For sandheden er, at EU ikke blot er med til at udstikke en stor del af rammerne for landene i EU. Parlamentet beslutter også mange ting, der for direkte indflydelse på din og min hverdag.
Et godt eksempel er det forslag om "patienters rettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser", som europaparlamentarikerne vedtog forleden.
På almindelig dansk betyder det, at parlamentet har besluttet, at det skal være nemmere for europæere at søge behandling eksempelvis på sygehuse i andre EU-lande end deres eget.
Hvis man eksempelvis har behov for en særlig behandling, som man kun kan få i udlandet, eller hvis man har stået på venteliste i månedsvis, så kan man nu søge sundhedspleje i udlandet - og få godtgjort sine udgifter.
Faktisk kender danskerne allerede ordningen fra det danske sygehussystem. Her har vi siden 2002 haft "frit sygehusvalg" - og det er i princippet det samme system, som nu blot gælder over hele Europa.
Et direktiv, der skaber sikkerhed og muligheder for patienter i hele Europa, og som samtidig giver domstolene klare retningslinjer i sager vedrørende patientmobilitet.
Set med mine øjne er næste step at sikre, at patienterne bliver oplyst og får vejledning om disse nye rettigheder - så vi også forstår at udnytte dem.
Den EU-beslutning synes jeg, i allerhøjeste grad er noget, der kommer os alle ved - og som kan få stor betydning for hver enkelt af os, hvis vi selv ønsker det.
Og det er blot ét blandt mange eksempler på, at EU helt afgjort er både vigtigt og interessant for os alle. Så husk at stemme den 7. juni. Og husk at stemme personligt, så du får maksimal indflydelse på, hvem der skal repræsentere Danmark og dine synspunkter, når de vigtige beslutninger træffes i Europa-Parlamentet.
Med venlig hilsen
Ole B. Sørensen
EP-kandidat (V)
Tyttebærvej 7
DK-9631 Â Gedsted
+45 40 54 56 44
www.ole-b.eu
Kilde: Ole B. Sørensen
sof