Det hele startede med, at min gamle kanin pludselig en morgen blev temmelig syg af diarré. Det blev starten til en aldeles ubehagelig oplevelse.
Fordi min egen dyrlæge var på ferie. Nummer 2 i rækken var så presset, så min kanin kun kunne blive indlagt (hvilket jeg ikke var helt så glad for, idet jeg gerne vil være i nærheden af mit syge dyr). Så jeg besluttede at ringe til Grenaa Dyrehospital. Først var holdningen ret afvisende, man havde ikke tid lige nu. Men efter jeg fik presset lidt på, kunne man dog afse tid til os.
Sammen med en god ven kørte vi så til Grenaa Dyrehospital. Mens vi så stod dér i venteværelset kom der en lyshåret kvinde farende forbi os, og siger i forbifarten: »Ja, og det er så den kanin«.
Ingen goddag, og jeg hedder...
Nå, vi tolker det som et »følg med«, og vandrer efter kvinden ind i konsultationsværelset. Knap har jeg lagt min kanin på undersøgelsesbordet, da kvinden lige prikker til ham og efter at spurgt til hans alder i et højt tonefald siger: »Han skal aflives!«.
Jeg spørger pænt, om der ikke er andet at gøre, hvorpå jeg får det meget korte: »Tja, vi kan da godt proppe en 2-3.000 kroner i ham, men han dør«, til svar.
Da jeg gør anstalter til at ta’ Ninus med hjem, fÃ¥r jeg sÃ¥ oven i købet at vide, at jeg er en dyremishandler! Tak for kaffe!
Jeg ved godt, at han er en gammel kanin. Jeg ved ogsÃ¥ godt, at han det sidste lange stykke tid har været radmager, fordi han ikke udnytter sit foder nær sÃ¥ godt som da han var ung. Men for det første synes jeg, at selv om det drejer sig om en gammel kanin, endda en mager en, sÃ¥ har han stadigvæk krav pÃ¥ at leve sÃ¥ lang tid han har det godt. Og han har bestemt ogsÃ¥ krav pÃ¥ at fÃ¥ en fair behandling i stedet for bare dommen »aflivning pÃ¥ stedet«. Jeg ville ha’ været umÃ¥delig glad for, hvis den dyrlæge bare havde givet sig tid til stille og roligt lige at kigge pÃ¥ mulighederne. OgsÃ¥ selvom det skulle vise sig, at der ikke var flere muligheder.
Da jeg gjorde vedkommende opmærksom på dette, blev jeg bare endnu engang bidt af. Jeg forsøgte at fortælle hende, at hun rent faktisk lige nu jordede mig med sin måde at være på. At jeg rent faktisk blev ked af det, sådan som hun talte til mig.
Alt hvad jeg fik ud af det var det hårde svar: »Ja, nu er det jo bristet, så må du bare komme ind til en anden dyrlæge næste gang«.
Ikke nogen undskyldning, næh nej! Bare mere af samme hårde skuffe!
Jeg vælger sÃ¥ at ta’ kontakt til min mor, som er sygeplejerske. Sammen bliver vi enige om at gi’ Ninus fred. At det nok er det bedste.
Så Ninus får de sidste indsprøjtninger - og mens jeg holder om ham, dør han i mine arme.
Bagefter bliver vi forsøgt lempet ud af bagdøren. Men jeg er altså bedøvende ligeglad med om folk kan se min sorg over min nu døde kanin eller ej. Så vi går ud ad fordøren.
Jo, Ninus fik fred. Tilbage står så jeg. Stadigvæk med en tvivl: Kunne de have gjort noget mere? Og med en bitter smag i munden. Tænk at jeg måtte lade min kanin aflive af sådan en ubehagelig personage. Det havde han bestemt ikke fortjent.
Som jeg også sagde til det menneske derude: Jeg føler mig ikke trøstet! Og med det mener jeg ikke, at alle nu skal stå og tude sammen med mig, nej. Men når min sædvanlige dyrlæge siger aflivning, så ved jeg, at han samtidig ikke kan få øje på flere fornuftige muligheder. Og det er en kæmpetrøst.
Med venlig hilsen
Maria Kristiansen
Kløvhøjvej 24
8500 Grenaa
Kilde: Grenaa Bladet
sof