Lederen af Hjemmeplejen Øst, Ninna Thomsen, udtaler i Grenaa Bladet den 19. august, at 35 ferieafløsere fik sommerferieperioden til at glide i Hjemmeplejen, men hun glemmer at fortælle, at hun og hendes medarbejdere blev »godt« hjulpet af politikerne i Norddjurs Kommune. Således blev der den 23. maj sendt brev til flere af os ældre borgere med besked om, at det pr. den 2. juni 2008 var slut med hjælp til rengøring. Jeg er 83 år, har slidgigt i begge knæ og har haft hjælp til rengøring i 5 år.
Og det til trods for, at jeg har bevis på, at jeg har behov for rengøringshjælp. Det skrev min visitator den 8. marts 2008, men det var pludselig uden betydning for kommunen. Samtidig fik de ældre, som kan få hjælp, besked om, at de fremover kun kan få gjort rent hver 3. uge i stedet for hver anden. Der er mange måder at få det hele til at glide på...!
Med venlig hilsen
Føbe Larsen
Bakkehegnet 52
8500 Grenaa
Kilde: Grenaa Bladet
sof