Vi har modtaget følgende åbne brev fra Ældrerådets formand, Svend Erik Christiansen, til kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune:
Det var med glæde, at Ældrerådet kunne åbne sit møde i går (onsdag den 28. maj) med nyheden om, at regeringen alligevel ikke vil straffe kommunerne med sanktioner for overskridelse af budgetterne for 2007 og 2008. Århus Stiftstidende bragte nyheden med følgende overskrift: Sociale udgifter ude af kontrol! »Kommunerne har sprængt de økonomiske rammer og brugte sidste år 1,4 milliarder kr. mere end tilladt. Regeringen agter ikke at straffe kommunerne for overforbruget«.
Og artiklen fortsætter:
»Men trods gentagne trusler om økonomiske straffeaktioner over for kommuner, der bruger for mange penge, agter regeringen ikke at straffe det aktuelle overforbrug«.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen står bag disse udtalelser, og fortsætter med at sige, at overforbruget ikke kommer bag på ham, og ser frem til at lave en økonomiaftale for 2009, og håber på respekt og overholdelse af budgetterne for 2009.
I den anledning vil Ældrerådet opfordre kommunalbestyrelsen til igen at overveje de vedtagne besparelser på ældreområdet for 2008 og 2009, som blev vedtaget på kommunalbestyrelsens møde den 6. maj d. å. for i alt 19,5 mio. kr. i 2009.
Ældrerådet gav i sit høringssvar det råd, at såfremt der skal foretages besparelser, at dette så sker i et samarbejde med ledere og personalegrupper, og her tænker rådet specielt på de 10 mio. kr. man ønsker at spare på plejebolig-området. Denne besparelse vil gå ud over det gode arbejde, der er sket omkring leve-bo-miljøerne, hvor Ældrerådet ønsker, at den gode udvikling skal fortsætte, også under de store fremtidige opgaver med nybyggeri af ældreboliger - jævnfør Ældrebolighandlingsplanen.
Ældrerådet skal opfordre politikerne i Norddjurs til at sige stop for vidtgående besparelser i 2008, og foretage de nødvendige økonomiske analyser til udarbejdelse af et realistisk budget for 2009.
Kilde: Grenaa Bladet
sof