På opstillingsmødet i Tirstrup Lufthavn tirsdag den 13. maj faldt valget på Lone Myrwick som Djurskredsens nye folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.
Lones odds er ikke de bedste, som hustru til formanden for de konservative i Syddjursland, hvilket umiddelbart kan synes som en oplagt fordel, men det er jo også lige her, Janteloven spiller ind. Hun vil nemlig få ekstra svært ved at bevise sit værd i kraft af egen indsats. Vi håber - og tror på - det vil lykkes. I hvert fald ønskes hun alt muligt held og lykke og pøj-pøj fremover.
Også tak til Benny Hammer for de enorme kræfter, han har lagt for dagen, som vores hidtidige folketingskandidat. Han har brugt oceaner af såvel egne midler som tid og kræfter på den store opgave, det er, at synliggøre sit kandidatur op til de to foregående folketingsvalg.
Slutteligt en appel til en debattør fra sidste uge - nemlig Ole Nielsen, Stenvad. Eneste fejl ved dit indlæg var, som jeg ser det, at du skriver, du ikke er medlem af partiet (endnu da). Det vil jeg indtrængende opfordre dig til at få ændret på hurtigst muligt. Vi leder med lys og lygte efter folk af din kaliber. Og lad det slutteligt være en opfordring til alle andre læsere derude, der deler vores konservative grundprincipper. Slut op om partiet - og meld jer ind NU! Søg indflydelse! Se hvad det drejer sig om! Vi vil forsøge at leve op til jeres tillid - og ellers står det jer jo altid frit for at melde jer ud igen.
Med venlig hilsen
Eva M. Andersen
Kasserer i Norddjurs
Konservative
Vælgerforening
Kilde: Grenaa Bladet
sof