En mand fra Langå fortæller i dag følgende historie for ligesom at sætte tingene på plads i disse dage, hvor skatten er blevet et heftigt diskussionsemne:
”Nævnte overskrift bruges ofte i debatten. Nogle mener, at vi skal betale mere i skat for at fÃ¥ en bedre offentlig service. Andre mener, vi skal betale mindre i skat. Der er naturligvis forskellige holdninger bag hvert udsagn, og sikkert alle mener, at de er af den rigtige opfattelse angÃ¥ende stigende eller faldende skattebetaling.
Vi kan nu læse, at politikerne vil ændre i reglerne således, at alle vil få en reduktion i skatten; det være sig større eller mindre reduktion alt afhængig af indkomstforhold.
Det kan sikkert bringe sindene i kog, når forslaget vil give de høje indkomster den største skattelettelse. Er forslaget rimeligt eller er det urimeligt? Enhver har jo ret til at have sine holdninger og synspunkter og bruge de argumenter, man mener støtter éns holdning.
Enhver véd jo, at skat opkræves for at betale for de offentlige ydelser, vi som borgere modtager – en diskussion, om vi fÃ¥r nok for skatten, er et andet emne og fordelingen af skattelettelsen uvedkommende – og politisk er det besluttet, at regningen skal fordeles sÃ¥ledes, at en høj indkomst betaler en meget stor andel af marginalindkomsten i skat.
Nu viser det sig, at der i princippet er opkrævet for meget i skat. Så er det vel også rimeligt, at de, der har betalt mest, også får den største reduktion.
Hvis man kun vil se på, hvordan skattelettelsen er fordelt, ja, så vil de fleste vel se, at forslaget er urimeligt derved, at høje indkomster får en større bid af kagen på bekostning af de lavere indkomster. Dét forekommer vel nærmest uretfærdigt.
Men som nævnt skal man også se på, hvordan skatten er opkrævet og fordelt, og på dét grundlag kan forslagets fordeling af skattelettelsen forstås og accepteres.
En lille historie: Fem gode venner mødes en gang om ugen og nyder en lille frokost sammen til en pris á 100 kr. pr. deltager. Da indkomstforholdene er forskellige, beslutter man at fordele regningen på de 500 kr. efter evne. De betaler følgende beløb: A=0, B=50, C=100, D=150 og E=200. Værten var så glad for besøget, at han nedsætter regningen til 400 kr. og foreslår følgende fordeling: A=0, B=35, C=80, D=125 og D=160. Så blev der ballade, idet A ikke kan forstå, at B skulle have 15 kr., når han ikke fik noget, og B kunne ikke forstå, at C fik 20 kr., når han kun fik 15 kr., og slet ingen kunne forstå, at E skulle have 40 kr., så de bankede ham. Næste møde var E fraværende og ville ikke længere deltage, og nu sad A, B, C og D med en regning på 400 kr. Ham, der betalte en del af deres regning, var forsvundet.
Morale: Værdsæt at der stadig er nogle, der vil betale en forholdsvis større andel af udgiften for fællesskabet.”
Skrevet af Jens Chr. Langhoff fra Langå i Randers Amtsavis d. 31. august
Kilde: Randers Amtsavis
sof
05/05 2023
