Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Giv dog Århus en lufthavn

Før ferien fik vi fortalt, at der ikke i denne omgang blev opnået flertal i Århus Byråd for at flytte lufthavnen fra Tirstrup og tættere på Århus (f.eks. Thomasminde), men skulle læserne gå og tro, at nu er lufthavnsdebatten forstummet, så viser følgende læserindlæg i Jyllands Posten, at det er den ikke:

”Morten Homann skriver 9/7, at idéen om en lufthavn ved Thomasminde bør begraves. Jeg må desværre meddele Morten Homann og de andre modstandere af lufthavnen, at den idé aldrig vil blive begravet.
Det kan godt være, at den ikke bliver til noget i denne omgang. Personligt har jeg så lidt tiltro til den socialdemokratiske amts- og byrådsgruppes visioner, at det er svært at se, hvordan projektet kan realiseres.
Men idéen om en lufthavn, der kan betjene store dele af Jylland og ruter, der kan undgå transit i København, er så gunstig og fordelagtig, at den aldrig vil blive begravet. Debatten om en Storebæltsbro stod på i flere årtier, inden det gik op for politikerne, hvor tåbeligt det var at sejle over bæltet.
Desværre ser det ud til, at det meste af Socialdemokraternes byrådsgruppe skal skiftes ud, før lufthavnen kan blive en realitet. Det kan selvfølgelig tage lang tid.
Men når det sker, og lufthavnen bliver vedtaget og bygget, vil de fleste jyder sige akkurat, som når de kører over Storebæltsbroen: Hvorfor skulle det tage så lang tid?
En lufthavn ved Thomasminde vil blive en succes, det ved alle - også modstanderne.
Flere politikere i Østjylland samt trafikministeren har brugt netop det argument, at der er nok lufthavne, og at de andre lufthavne vil lukke som følge af en ny lufthavn ved Thomasminde.
For det første skal de lokale politikere først og fremmest varetage Århus Kommunes interesser og ikke interesser i Billund eller på Djursland.
For det andet skal trafikministeren ikke bestemme, hvor mange lufthavne der skal være i Jylland. Så vidt jeg er orienteret, er lufthavne ikke detailreguleret eller beskyttet mod konkurrence.

Ministeren skal tie
Det kan undre én, at de politiske tilhængere af lufthavnen ikke er langt mere udfarende for at få projektet sat i gang. Lufthavnen kan blive en vækstmotor for hele amtet. For enhver politiker, der ønsker vækst i regionen, må det være guf at få opført denne lufthavn.
Det arbejde, som Det Midtjyske Lufthavnsråd udfører, burde efter min mening udføres af politikerne. Eller i det mindste støttes langt mere aktivt. Politikere er valgt for at have visioner og tilgodese en god udvikling for det område, som de er valgt i.
Herunder også en økonomisk udvikling, der kan skabe flere arbejdspladser og større skattegrundlag. Når det er sagt, er lufthavnen ikke nødvendigvis et spørgsmål om at få flere arbejdspladser, men kan måske være en nødvendighed for blot at bibeholde arbejdspladser.
Europa og for den sags skyld verden bliver mindre og mindre og konkurrencen større og større. Globaliseringen er så mægtig en kraft, at deltager man ikke på de vilkår, som globaliseringen dikterer, herunder optimerer rammebetingelserne og infrastruktur, så vandrer pengene et andet sted hen - det er et faktum.
Globaliseringen kan ofte diktere på en uhensigtsmæssig måde. F.eks. kan man blive mødt med miljømæssige udfordringer, som ikke altid er lige nemme at løse, ej heller tilsiger præcis den udvikling, der er ønsket.

Ulemper følger med
Men sådanne problemer både skal og kan løses. Nej, politikerne skal selvfølgelig ikke kun tage økonomiske hensyn og lade kapitalen råde. Men det er utrolig vigtigt at erkende, at der med alle fremskridt uundgåeligt er forbundet ulemper og uhensigtsmæssigheder.
Her gælder det om at opveje fordele mod ulemper og ikke kun at fokusere på ulemperne. Er ulemperne ved en lufthavn vest for Århus virkelig så store, at de ikke kan opveje de store økonomiske fordele, der er forbundet med den?

Støjgener
Jo, der vil komme støj i Århus-området, og forureningen komme tættere på. For de mennesker, der finder dette ulideligt, er der masser af steder tilbage i Danmark, hvor de kan bo i fred og ro. Ja, man er næsten tilbøjelig til at sige, at folk, der vil finde lufthavnen generende, kan flytte til Tirstrup. Der vil der i hvert fald blive mindre støj.
I øvrigt er beboerne i Kastrup og på Dragør vel ikke mere robuste end østjyder? Hvis de kan leve med en lufthavn, kan vi vel også.
Hvis politikerne i Århus virkelig mener, at vi ikke skal have en lufthavn, fordi de vil tage hensyn til støj, forurening og en lille gruppe borgere ved Thomasminde, ja så kom frem og sig det.
Kom med et bud

Hvis Thomasminde ikke dur som placering, så kom frem og sig, hvor lufthavnen så skal ligge. Hvis det er, fordi de vil tage hensyn til andre lufthavne uden for deres valgdistrikt, så kom frem og sig det.
Førnævnte argumenter og postuleringer om, at det ikke kan betale sig at bygge en lufthavn for, at en direktør i Århus skal forkorte transporttiden til lufthavnen med 15 min., og at det desuden vil udløse en stor skatteregning, er grundløse og useriøse.
Hvis politikerne ikke ønsker offentlige midler impliceret, så meld det klart ud. Politikerne må melde klart ud om under hvilke omstændigheder, de vil støtte en international lufthavn ved Århus.

Min vision for en lufthavn ved Thomasminde er mere en blot en lufthavn. I forbindelse med lufthavnen bør der bygges et transportcenter, der er banebetjent. Derudover skal der opføres en banegård ved lufthavnen. Det vil for det første betyde et transportcenter i absolut topklasse.
Derudover kan store banearealer i Århus blive frigjort, herunder godsbanegården, som vil være oplagt til beboelse (en undersøgelse viser, at der mangler 700 boliger i det centrale Århus) ved ,at der reelt kun skal køre et tog fra den nuværende banegård ud til den nye banegård ved lufthavnen, samt en banelinje, der skal betjene godstrafik til havnen.
Det vil også betyde store tidsbesparelser for togtrafik til det nordlige Jylland. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis blot viljen er til stede. Men først og fremmest skal der klare udmeldinger til.
Jeg vil gerne opfordre borgmester Louise Gade til at starte en offensiv for en lufthavn vest for Århus og forklare vælgerne, hvor stor betydning den har. Lad os få de politiske tilhængere på banen!”

Skrevet af Casper J. Jensen, Ryesgade 33, Århus C, i Jyllands Posten d. 13. august

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam